Kunst fra Afrika på havnen
Fra den 1. - 19. august 2011 ruller Ulandssekretariatets kampagnelastbil rundt i det danske sommerland med kunst og fotografier fra Swaziland og Zimbabwe.Alle forbipasserende kan gratis besøge den mobile udstilling og få et indblik i samtidskunst fra det sydlige Afrika. Og hvad enten du interesserer dig for Afrika, fagbevægelsen eller blot for spændende malerier og fotografier, så vil du få dig ’en-på-opleveren’, hvis du lægger vejen forbi udstillingslastbilen.
Onsdag den 17. august kom LO / FTF's rullende kunstudstilling forbi Hobro Havn.
Kampagnens overordnede tema er Faglige rettigheder – unge i Swaziland og Zimbabwe, og formålet er at illustrere, hvordan fagbevægelsens kamp for et anstændigt arbejde og et bedre liv er centralt i målsætningen om at skabe vækst og demokrati i Swaziland og Zimbabwe.
I Zimbabwe er der stor politiske ustabilitet, og en ny stor spiller - Kina - er kommet ind på arbejdsmarkedet uden at tage hensyn til lovgivning om arbejderbeskyttelse og rettigheder. I Swaziland er fagbevægelsen den eneste civilsamfundsorganisation, der kan og tør mobilisere mod den enevældige konge, der hellere bruger penge til at fejre sig selv og sine mange koner end på bekæmpelse af HIV/AIDS.
Til trods herfor så møder den danske fagbevægelse kreativitet, energi og dynamik blandt de unge i Swaziland og Zimbabwe, og det er den side af Afrika, som Ulandssekretariatet sætter fokus på med udstillingen ”Vilje til forandring”.
Udstilling byder på farverig samtidskunst, flotte fotografier og anderledes brugskunst fra de to lande. Kunsten er lavet af anerkendte, lokale kunstnere, som har jongleret med forskellige materialer, farver og former og derigennem udtrykt det, der ofte ikke kan formuleres med ord. Kunsten vil hænge side om side med fotografier af forskellige arbejdssituationer, som er taget af lokale professionelle fotografer. Motiverne er lige fra arbejderne i trækulsindustrien, der slæber tunge sække - til kvinderne, som laver peanut butter på gulvet i deres hjem.
Udstillingen ’Vilje til forandring’ kan opleves i det ganske danske land ugerne 31, 32 og 33, hvor udstillingen turnerer rundt i landet i LO’s store lastbil. Udstillingen er gratis, og der er noget for enhver – hvad enten man interesserer sig for kunst, fotografier, fagbevægelsen eller ønsker en anderledes indsigt i Swaziland og Zimbabwe. Så kig forbi vores lastbil og få én-på-opleveren.
Senest opdateret (Torsdag, 10. november 2011 21:59)







