Der mangler unge til sejlskibene
Gamle sejlskibe mangler unge mennesker
15 helt unge skandinavere har fået en usædvanlig chance for at blive grebet af sejlads
Der skrubbes dæk og skrælles kartofler, sættes sejl og holdes udkig om bord på LOA - en tremastet 40,5 meter lang barkentine fra Aalborg. 15 unge fra Mariagerfjord, Varberg og Frederikstad kommuner går til den som gaster på LOA under Nordisk Sejlads. De fleste af dem har aldrig før sat fod på dækket af et gammelt træskib, men kommunerne har tilbudt dem en udvekslingstur, og det var de helt med på.
- Jollesejlads er sjovt, men det her er næsten lige så sjovt. Det vil jeg helt klart gerne gøre igen, siger 14 årige Mathias Friis Svendgaard, der er en af de fem danskere ombord.
Hårdt brug for de unge
Den indstilling er der brug for i miljøet omkring de gamle, bevaringsværdige sejlskibe i Norden. Det kniber med rekrutteringen. Det fortæller formanden for Nordisk Sejlads, Pernille Michaelsen, der også er en af de aktive kræfter bag FDF-skibet Jens Krogh i Aalborg.
- De traditionelle skoleskibe har store problemer med at få unge med ud at sejle. Vi skal have fat i dem i en tidlig alder, så de får lysten til at sejle og lysten til at blive ved. Vi ser en tendens til, at skoleskibe i Norden lægger hele kredse ned. De bliver til charterskibe eller bliver solgt til udlandet. Tvind har for eksempel solgt et skib til udlandet, siger hun.
Første gang med udvekslingsophold
Formanden er derfor meget tilfreds med, at det endelig er lykkedes Nordisk Sejlads at få de tre værtsbyer Hobro, Varberg og Frederikstad til at sende hver fem unge af sted med LOA. Den venskabelige kapsejlads sejles hver sommer mellem tre skiftende værtsbyer i Norge, Sverige og Danmark. Siden 2009, da der var et generationsskifte i Nordisk Sejlads bestyrelsen, har de forsøgt at få værterne til at sende unge ud med et fælles skib. Formålet er netop at skabe interesse for at sejle blandt de unge. I år er det lykkedes.
- Det var tre meget engagerede kommuner, der hurtigt købte idéen. De har samarbejdet om at finde sponsorer og om at finde ud af, hvilken type unge mennesker, de ville sende af sted. Det er rigtig godt, siger Pernille Michaelsen.
LOA har aflyst turen med tall ships
Besætningen på LOA er også meget tilfredse. Der er 130 medlemmer af LOA, hvoraf cirka 30 er aktive, og det er i underkanten. Flere af de unge gaster i forbindelse med Nordisk Sejlads har allerede ytret ønske om at sejle med igen næste sommer. Mathias Friis Svendgaard har endda tilbudt at være med til afrigning i efteråret.
- Det er sådan noget, der skal til. Det her udvekslingsprojekt er vand på vores mølle, siger skipper på LOA, Michael Skatka.
LOA er ejet af Tall Ship Aalborg Fonden og har som mål at deltage i Tall Ships Races hvert år. Men i år er LOA ikke med. Det lykkedes ikke at skaffe unge nok. Halvdelen af deltagerne skal være mellem 15 og 25 år, og de har ikke just stået i kø.
- Jeg tror, de unge i dag er mere magelige. Det er hårdt arbejde at være ombord. Jeg har selv været med i miljøet, siden jeg var 11 år. Erfaringen siger mig, at enten bliver man entusiast med hud og hår, eller også er man væk i løbet af et år, siger Michael Skatka.
Nu går LOA i gang med en mere målrettet markedsføring over for blandt andet skoler, efterskoler og virksomheder. Det er i håb om, at der bliver besætning nok til Tall Ships Races næste år, som er et seks ugers togt, der blandt andet går til Cadiz i Spanien.
Fakta om LOA:
LOA blev hævet fra havets bund i 1993 og sat i stand fra 2004 til 2009. Der er lagt rigtig mange frivillige timer i arbejdet og godt 20 mio. kr. – finansieret af private fonde og lån. LOA er rigget som barkentine, dvs. råsejl på forreste mast, skonnertsejl på de to bagerste.
40,5 meter lang, 6,3meter bred.
530 kvm sejlareal.
Bygget i 1922.
Plads til 32 ombord.
De unge selv: Giv os chancen
15 unge nordmænd, svenskere og danskere er blevet rystet sammen ombord på LOA gennem ti dage denne sommer. Det er sket under Nordisk Sejlads, og de er med på de tre værtskommuners regning.
Mange af dem har aldrig sejlet før – og da slet ikke på et større skib med råsejl. Men de fleste ville gøre det igen – og måske endda betale for det. Men skal flere unge lokkes ud at sejle, skal de have chancen.
- De skal have tilbudet, og det skal være gratis. Mange ved ikke rigtig noget om det her, så der skal reklameres mere, og man vil nok ikke betale for noget, man ikke rigtig ved, hvad er, siger Laurits Gersbøll fra Hobro i Danmark.
Vil godt betale anden gang
Han vil godt betale for en tur en anden gang, og Jeppe Grove Mikkelsen nikker:
- Jeg kunne garanteret godt finde på at melde mig næste år. Måske på Skonnerten Jylland.
De to unge danskere er ikke i tvivl om, hvad der er fedt ved at sejle, og hvad LOA og andre skibsprojekter i Nordisk Sejlads kan slå på:
- Her er noget at lave. Man kan kravle i riggen ligesom i Pirates of the Caribean. Vi har også en intern krig mellem skibene, hvor vi skyder med vandballoner og har maritime konkurrencer. Man bliver bare lidt glad for det, siger Jeppe.
Så meget andet man kan lave
Jeppe Grove Mikkelsen ved også, hvad der gør, at de unge holder sig tilbage for mere langvarige forhold til et gammelt træskib.
- Der er så meget andet, man kan lave i weekenden. Vi er nok lidt bange for at forpligte os. Men engangsture – det er fedt.
Mathias Friis Svendgaard på 14 år har dog meldt sig til en afriggerdag med LOA til efteråret.
- Jeg synes, det er sjovt at være med her, og jeg vil godt lære noget mere om, hvad tingene hedder. Og så måske komme mere med ud at sejle på store både og lange ture, siger han.
Laurits Gersbøll sejler selv kapsejlads i Hobro Sejlklub og han opfordrer sejlklubberne til at gøre reklame for træskibene.
- I stedet for kun at undervise i kapsejlads, kunne de også godt gøre noget for den her måde at sejle på, siger han.
LOA for sejl ud for Læsø under Nordisk Sejlads. Foto: Andreas Hult
Alle andre fotos: Lone Bolther Rubin
Tre unge pakker fokken. Råsejl er helt klart et aktiv for et gammelt sejlskib, der vil rekruttere de unge.
Jeppe Grove Mikkelsen er kravlet i riggen.
Mathias Friis Svendgaard står klar med fenderen.
Der er noget at lave, når man sejler med et gammelt træskib, og det vil de fleste unge faktisk rigtig gerne. I hvert fald dem, som har sagt ja tak til et ophold på LOA under Nordisk Sejlads.
Rubin Freelance
Journalistik og kommunikation
v/Lone Bolther Rubin
Solbrinken 16
DK - 8400 Ebeltoft
Ph.: +45 8630 1288
Mobil: +45 2424 1288
www.rubin-freelance.dk
http://www.linkedin.com/in/lonerubin
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Senest opdateret (Fredag, 08. Juli 2011 08:11)






